Indledning

I 2003 blev jeg ramt af  multiinfarkt i hjernen (blodpropper), og et nyt liv begyndte.

Alt skulle læres forfra; at tale, at gå, ja kort sagt det hele forfra. Jeg var lam i højre side, nedsat syn på det venstre øje, samt bundet til en rollator rdet første år.
Hele verden så andeledes ud. Intet var som før, og min erhvervsevne havde jeg mistet, og dermed også noget af min identitet.
Kunne ikke affinde mig med at være lænket til rolllatoren, og på trods af lægers udsagn om, at jeg aldrig kom til at gå igen, gav jeg ikke op! 

De første forsøg med balancen foregik i 2004, hvor jeg udfordrede mig selv ved at købe en kajak, for på den måde at genvinde min balance..
Det lykkedes, og efter at have roet i kajak i nogen tid, følte jeg et savn af samvær og fællesskab.
Det fik jeg i Silkeborg Roklub, hvor jeg blev medlem i 2004.
Her begyndte min fysiske og mentale udvikling for alvor

Siden da, er der sket meget. Jeg har uddannet mig til klubtræner, instruktør, og langtursstyrmand, og virker som så.
Mine erfaringer med genoptræningen af mig selv, giver jeg i dag videre til mine kammerater i klubben, samt på de to ergometerhold jeg har startet.
Det ene hold består af handicappede med erhvervet hjerneskade, og det andet er et hold af mennesker med andre problemstillinger.
Alle gavner meget positivt på træningen og samværet, og alle benytter sig af ordsproget:

Muligheder fremfor begrænsninger.


Comments are closed